Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1
Logo 2 600x75pixels
Mobil menu

Læs med dit barn

Hvordan bliver børn bedre læsere?

"Giv mit barn læsehunger
det beder jeg om med brændende hjerte
for jeg vil så gerne
at mit barn skal få i sin hånd
nøglen til eventyrlandet
hvor de dejligste af alle glæder findes"

Astrid Lindgren

Undersøgelser viser, at børns tilegnelse af læse-skrive-færdigheder går hurtigere, hvis de har leget med sproget og er blevet gjort opmærksomme på, hvordan skriftsproget bruges i hverdagen inden de begynder i skole.

Som forælder kan man være med til at udvikle barnets sprog og dermed forberede barnet til den kommende læseudvikling.

Leg med bogstaver, tal og ord

Mange gange i løbet af en dag møder du og dit barn skriftsproget, f.eks. på emballage, i overskrifter i aviser, på indkøbssedler, skilte i trafikken, tekster på fjernsyns- og computerskærmen m.m.
Der er et utal af skrevne ord i vores omgivelser, som vi kan benytte til at give vores børn en forståelse for skriftsprogets funktion og betydning.

Børn er naturligt nysgerrige. De undrer sig, når de ser bogstaver og ord.
Udnyt den nysgerrighed og læs ordene højt for dem, når de spørger.

  • Prøv at finde ord, der begynder med eller ender på samme bogstav, eller som begynder med samme bogstav, som barnets eget navn.
  •  "Saml" på bogstaver ved f.eks. at lege: "Hvor mange a'er kan vi finde på vej til bageren, børnehaven, købmanden osv. ?"

 

Huskelege

Rim og remser er en god træning for hukommelsen og kan forberede barnet til læsning. Der findes mange gode billedbøger med rim og remser. De kan lånes på skolebiblioteket, eller måske kan du selv huske nogle fra din barndom?

  • "Hvem er det der banker? - Det er Peter Anker..."
  •  "Lille lise, lille Lise, fik en hue rød..."
  •  "Nede i Fru Hansen kælder..."

Eller prøv f.eks. at huske ord:

  •  Jeg ønsker mig en dukke
  •  Du ønsker dig en dukke...
  •  Jeg ønsker mig en dukke og en cykel
  •  Du ønsker dig en dukke og en cykel...
  •  Jeg ønsker mig en dukke, en cykel og en fodbold
  •  Du ønsker dig en dukke, en cykel og en fodbold...
  •  Jeg ønsker mig en dukke, en cykel, en fodbold og en hest... osv.

 

Eller husk, hvad der står på indkøbslisten:
Læs den op og hør, hvor mange ting, barnet kan huske.
F.eks.

  • mælk
  •  ost
  •  brød
  •  leverpostej
  •  osv.

 

Klappe ord (rytmeslag)

  • Prøv at klappe ordene fra huskelegen.
  • Sæt rytme på
  • Klap ord for de ting, der er omkring jer:
    so-fa, te-le-fon, lam-pe, tand-bør-ste, cy-kel-hjelm. osv.

 

Leg med lyd

  • Man kan skiftes til at finde ting, der begynder med en bestemt lyd: f.eks. lyden mmmmm som i mor, lyden sssss som i slange osv.
  • Trylleleg: sig f.eks. ordene and og ur. Hvis vi sætter s-lyden og m-lyden foran, kan vi pludselig trylle ordene om til sand og sur, mand og mur osv.
  • Fortæl lydhistorier: f.eks. Fredes far fangede fire og fyrre frikadeller.
  • Find ting der rimer: Hvad rimer på land? (sand, vand, spand...)
  • Lav rimhistorier:
    "Min kat kan hvæse
    Jeg kan --------- (læse)
    Min kat kan spinde
    Jeg kan --------- (vinde)

 

Gættelege

Kan du gætte, hvad jeg tænker på?
Man kan skiftes til at beskrive en ting, som den anden skal gætte. Man kan bruge mange beskrivende ord: f.eks. "Det er et stort dyr, som du har set i Zoo. Det er gråt, har fire ben og store rynker..."

  • Hvad er større end en kartoffel?
  • Hvad er mindre end en fodbold?
  • Hvad har jeg gemt under sengen?

 

Digte historier

Det er sjovt for børn at digte historier sammen med en voksen. Sammen kan I digte de mest fantastiske historier.

I kunne f.eks. begynde med flg. ideer:

  • Fortæl om en giraf, der får halsbetændelse.
  • I kan skiftes til at fortælle videre på hinandens historier.
  • Eller digte videre på en historie, der bliver læst op.
  • Bamsen, dukken kan fortælle, hvad den lavede, da den var alene hjemme.

 

Legeskrivning

  • Giv barnet en blyant og lad det skrive breve, huskesedler og lignende med kruseduller.
  • Eller lav en indkøbsseddel sammen med barnet. Tegn en lille agurk ud for ordet agurk. På denne måde får barnet en forståelse for, at det talte sprog kan omsættes til tegnede symboler og senere bogstaver (dan bro mellem tale- og skriftsprog.)

 

Læs højt for dit barn

  • og tal om historierne og billederne.
  • Giv barnet ro til at opfatte og tid til at fortælle:
    Hvor foregår historien?
    Hvem er med?
    Hvordan mon historien slutter?
    Hvad synes du om historien?
    Hvad for et billede kan du bedst lide?

 

Her er nogle forslag til gode oplæsningsbøger for børn i alderen 6-9 år

  • Benny Andersen: - Snøvsen og Eigil og katten i sækken. (Borgen 1967)
  • Kim Aakeson Fupz: - Da Gud fik en hobby. (Kim Hjortby 1999)
  • Kim Aakeson Fupz: - En helt anden historie og andre historier. (Carlsen 1999)
  • Kim Aakeson Fupz: - Manden og damen og noget i maven. (Gyldendal 2002)
  • Kim Aakeson Fupz: - Mor. (Gyldendal 1998)
  • Nils Hartmann: - Alle børns citroner: ABC-remser (Gyldendal 1994)
  • Annette Herzog: - Man ved aldrig med Emilie (Forum 2000)
  • Louis Jensen: - Byen hvor husene bytter plads (Høst&Søn 2001)
  • Louis Jensen: - De bortblæste bogstaver (Gyldendal 2001)
  • Mette Jørgensen: - Talleq (Klematis 1997)
  • Rune T. Kidde: - Adam Stråskægs Paradis (Modtryk 1988)
  • Astrid Lindgren: - Ronja Røverdatter (Gyldendal 1981)
  • Astrid Lindgren: - Søndeneng (Gyldendal 1956)

 

ABC